Trafikinfo - her og nu

Her finder du en oversigt over de seneste nyheder om veje og trafik.

Kommunens første cykelgade

06. december 2019 - Frølundvej i Hammerum bliver snart en gade, hvor cyklerne bestemmer farten.

Torsdag 19. december bliver Frølundvej i Hammerum officielt kommunens første cykelgade.

Der er indvielse kl. 11.00.

Den nye status som cykelgade betyder kort fortalt, at det er cyklerne, der bestemmer farten.

Som bilist må du køre op til 30 km/t på gaden, men kommer du til at køre bag en cykel, foregår det på cyklistens præmisser, og du skal som bilist tage hensyn.

Ændringen gælder for Frølundvej på strækningen fra Hammerum Hovedgade og til indkørslen til Lindbjergskolen.

Cykelgaden skal gøre det mere sikkert for de mange skoleelever fra Hammerum at cykle til og fra skole.

I videoen kan du se, hvordan du skal køre i en cykelgade. 

 

Læs mere om reglerne for cykelgaden.

Er du interesseret i lovstoffet bag sådan en cykelbane? Så finder du dem på retsinformation.dk

Færdselsreglerne for en cykelgade.

Herning har fået en håndbold-skulptur – bysbarnet Nøddesbo er håndmodel

14. januar 2019 - I denne weekend afslørede Herning Kommune en ny håndbold-skulptur, der er en hyldest til håndbold, til VM og til bysbarnet Jesper Nøddesbo

Edit Jesper Noeddesbo Og Ulrik Hyldgaard Ved Skulpturen

- Jeg er selvfølgelig stolt. Det er da stort, at min hånd nu skal stå her, i den by jeg kommer fra, i mange, mange år fremover.

Sådan lød det fra Jesper Nøddesbo, da han lørdag, midt under IHF Men's World Championship 2019, som han er ambassadør for, var med til at afsløre en helt ny skulptur i Herning.

Skulpturen er omtrent 3,5 meter høj og udført i rustfrit stål af Herning Trapper og Kleinsmedie. Det er samme firma, som udførte en cykelskulptur til én af Hernings rundkørsler, da Herning var vært for Giro d'Italia i 2012.

Den hånd der i skulpturen holder en håndbold er baseret på en tegning af Jesper Nøddesbos hånd.

- Men denne skulptur slår vi to fluer med et smæk. Vi får tilføjet endnu et skulpturelt element til Hernings indfaldsveje, og samtidig markeret at Herning og håndbold hører sammen. Dette er den fjerde store, internationale håndbold-slutrunde, som DHF har valgt at lægge i Herning siden 2010, og det var helt naturligt for os, at så godt et samarbejde også skulle markeres. At det så ovenikøbet er lykkedes at få Jesper Nøddesbo, der stammer fra Herning, og har spillet ungdomshåndbold her i kommunen, til at "give en hånd med", er vi rigtig glade for, siger Ulrik Hyldgaard, formand for byplanudvalget i Herning Kommune.

Herning nye skulptur står i rundkørslen, hvor Dronningens Boulevard møder Mads Eg Damgaards Vej, og dermed kun få hundrede meter fra MCH Messecenter Herning, der har været ramme om en lang række internationale håndbold-mesterskaber. Med placeringen vil trafikanter, der ankommer til Herning fra vest, fremover blive mødt af den store håndbold-hånd.

Det har kostet cirka 75.000 kroner at producere og opstille skulpturen.

Fakta:

IHF Men's World Championship 2019, VM i håndbold, løber fra 10. - 27. januar, og kampene er i år delt mellem Danmark og Tyskland.

De fire indledende grupper spilles i Berlin, München, København og Herning, mens de to puljer i mellemrunden spilles i henholdsvis Köln (Tysklands kampe, hvis de går videre) og Herning (Danmarks kampe, hvis de går videre).
Semifinalerne spilles i Hamborg, mens placeringskampe, bronzekamp og finale spilles i Herning.

Den danske del af turneringen er arrangeret af Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune, Region Midtjylland og Københavns Kommune.

Følg os på Facebook

Mød os på en anden måde. Kig forbi på Facebook.

Knapper med det blå facebook-fFølg os på Facebook