God start tæt på

Formålet med projektet er at sikre en systematisk opsporing samt tidlig indsats og forebyggelse i forhold til sårbare familier. Derudover at sikre en sammenhæng mellem Herningmodellens mindset og sundhedsplejerskernes indsatser.

Projektet er med til at sikre en systematisk sundhedsfremmende indsats af høj kvalitet til sårbare familier. Projektet er et samarbejde med Sundhedsstyrelsen og 17 andre kommuner og projektet løber fra 1. december 2017 til 30. juni 2021.

Som en del af projektet opkvalificeres sundhedsplejerskerne i forhold til det tværfaglige samarbejde med socialrådgiverne og PPR-pædagogerne samt de sundhedsfaglige metoder i forhold til tidlig opsporing af og indsats i sårbare familier med henblik på, at flest mulige sårbare børn opspores i graviditet eller barnets første levemåneder og får den rette tidlige indsats.

Projektet består af følgende aktiviteter:

  • 2 ekstra hjemmebesøg/konsultationer inden 18 måneders alderen til alle familier
  • Fortsat implementering af ADBB, der er en metode til tidlig opsporing af social tilbagetrækning
  • Uddannelse i og implementering af familiebehandlingsmetoden COS-P ("Circle of Security - parenting" - på dansk "Tryghedscirklen")
  • Fortsat implementering af besøgspakken 'udvidet sundhedspleje' (fælles besøg af sundhedsplejerske og socialrådgiver)
  • Etablering af sundhedspleje og systematik ift. tilbud til anbragte børn
  • Udarbejdelse af yderligere systematik omkring screening for fødselsdepression i forhold til screening af fædre samt samspil med ADBB-screening. Udvikling af fædregrupper.
  • Øget systematik i sundhedsplejens behovsbesøg

Status i projektet er, at alle aktiviteter er under implementering. Midtvejsevalueringen har vist, at der har været positive erfaringer med systematisk brug af ADBB, som bidrager til tidlig opsporing og styrker fagligheden. Derudover har systematikken i brugen af screeningsredskaber til opsporing af fødselsdepressioner styrket projektet, hvilket bidrager til skærpet fokus og tidlig opsporing af fødselsdepressioner.

Endelig har COS-P (Tryghedscirklen) givet et konkret og struktureret redskab til at arbejde med og understøtte forældre med særlige behov i en god og tryg tilknytning til barnet. Erfaringerne med denne metode er entydigt gode blandt både sundhedsplejersker og familier.

Særligt for projektet er, at der er afholdt brugerrådsmøder med sårbare borgere, der har været i forløb med "Udvidet sundhedspleje" og "Tryghedscirklen". Forældrene har i de fleste tilfælde oplevet forløbene som en hjælp.

Der har ligeledes været stor tilfredshed med de to ekstra besøg med sundhedsplejen, som er implementeret som en del af projektet. Sundhedsplejen har generelt oplevet at forældrene i høj grad har efterspurgt vejledning om især søvn, kost og overgang til dagtilbud.

En bred tværfaglig organisering styrker en helhedsorienteret tilgang, idet forskellige faggruppers perspektiver bidrager med flere nuancer, og familiens situation afdækkes dermed hele vejen rundt. Dette er med til at kvalificere indsatsen og understøtte, at den mest hensigtsmæssige indsats kan iværksættes. Ledelsesmæssig prioritering af det tværfaglige samarbejde og beslutningskompetence blandt medarbejderne i et tværfagligt team er centralt for en hurtig og smidig indsats.

Kontaktinfo

Lone Eiersted
Centerleder
Tlf.: 22447167
Mobil: 22447167
Send e-mail til cbfli@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.