Trafikinfo - her og nu

Her finder du en oversigt over de seneste nyheder om veje og trafik.

Du finder en samlet oversigt over nyheder i vores nyhedsarkiv.

Tag bussen til Landskuet 2017 ved MCH BOXEN.

23. juni 2017 - Transport til Landskuet 2017 ved MCH BOXEN.

Lukning af Viborgvej fra 12. juni til 14. juni 2017

15. juni 2017 - Vejstrækningen fra fordelerringen ved Sundsvej og Viborgvej mod syd skal asfalteres. Derfor bliver strækningen midlertidig lukket fra 12. juni til og med 14. juni 2017.

I perioden henviser vi til, at du kører via motorvejen til eller fra Herning. Skal du til eller fra vestenden af Herning, kan du med fordel kører med motortrafikvejen mod/fra Holstebro.

Vejlukninger på Dalgasgade fra 13.6.2017

08. juni 2017 - I perioden fra tirsdag 13.6. til onsdag 30.6. 2017 bliver Dalgasgade lukket midlertidig, når der skal laves kloakarbejde.

Når vi arbejder med kloakarbejdet må det ikke regne. Skulle regnvejret komme på de dage vi har planlagt, vil der ske ændringer i tidsplanen. Følg med her på siden.

I perioden vil der ske 3 midlertidige lukninger, og der vil løbende blive sat omkørselsskilte op.

Strækninger på Dalgasgade som lukkes på skift

  • Sølvgade til Dalgaspassagen
  • Dalgaspassagen til Jyllandsgade
  • Jyllandsgade til Fredensgade

Dobbelt op på gågade-fejring

19. maj 2017 - 2.juni inviterer byens butikker til fejring i Bredgade, hvor den sidste sten nu er lagt – og efter sommerferien, når projektet er helt afsluttet, vil Herning Kommune holde officiel indvielse

Om kort tid er de sidste granit-sten i Hernings gågade lagt.

Det fejrer byens butikker med en stor fest 2. juni, der markerer at den nye gågade har fået sin belægning.

Projektet med at renovere Bredgade fortsætter dog hen over sommeren, hvor de sidste detaljer, som affaldsspande og cykelstativer, bliver monteret, belægningen bliver fuget, så den er plan, og en ny legeplads sættes op.

Når hele projektet er afsluttet, forventeligt i starten af august, vil Herning Kommune efterfølgende invitere til officiel indvielse.

10-årig proces

Det er 10 år siden, der blev udskrevet en konkurrence, med overskriften "Den Levende By", der skulle give Hernings gågade et nyt udseende.

Siden er der sket udskiftning af belægning og inventar som træer, lygtepæle og skraldespande i store dele af Østergade/Bredgade. Den seneste etape har været fornyelsen af den mest centrale strækning, fra Torvet til Poulsens Plads.

Her er nu lagt 5500 kvadratmeter ny belægning (Det svarer til ca. 300.000 sten), mens der under jorden er udskiftet mange, mange kilometer rør til både vand, el, varme og kloak. Samtidig er der lagt en række tomme rør, der kan bruges til fremtidige installationer.

Inden renoveringen af denne etape blev der gennemført et projekt, hvor borgerne kunne komme med ønsker til den nye gågade. "Herning C"-projektet gav i alt fem elementer som alle vil blive en del af det færdige projekt, der indvies senere på året.

Det drejer sig om: Ly & læ, vand, grønt i øjenhøjde, kunst og leg.

I Bryggergade kommer der springvand og legeplads, der begge installeres i løbet af sommeren. (Et midlertidigt legeområde installeres inden 2. juni).

Kunst er integreret via genplacering af nogle af byens kunstværker.

Grønt i øjenhøjde sikres med de nye opholdsøer, der er kombinerede bænke og bede.

Ly & læ-elementet bliver en ny stor offentlig ly & læ-terrasse i Bredgade tæt ved Citypassagen. Da en ejendom i området står overfor en facaderenovering bliver den dog først installeret efterfølgende, da en for stor del af gaden ellers ville være spærret på samme tid.

Cykl dig glad i hele maj

20. marts 2017 - Få sol i nakken og smil på læben sammen med kollegaerne. Kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE handler i år om glæden ved at cykle. Der er rejser, cykler og mange andre flotte præmier på højkant.

"Cyklen kan noget, som hverken bilen, bussen eller toget kan. Den vækker dig om morgenen. Den giver dig dagens motion. Den giver dig ro til at klare tankerne efter en lang dag. Med cyklen har du smil på læben og overskud i hverdagen. Ikke så sært, at forskere har kåret cyklister til de gladeste pendlere."

Sådan indleder Cyklistforbundets i år sin opfordring til at cykle til arbejde hver dag i maj sammen med kollegaerne. Kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE skal motivere flere til at komme op på cyklen uanset, om det er citybiken, hverdagscyklen, elcyklen eller mountainbiken.

Rasmus Bartholdy, Projektleder for Herning Cykler, siger:

- I Herning kommune vil vi gerne hjælpe til med at gøre det lettere og sjovere at træffe nogle valg som er sundere for en selv og miljøet - mere cykling er et af de valg der virkelig kan rykke på nogle ting. Derfor er vi med i "VI CYKLER TIL ARBEJDE" hvor den gode pointe og den sjove konkurrence mellem kolleger og mellem virksomheder, går hånd i hånd. 

Glæde og fællesskab

Sidste år cyklede over 65.000 cyklister i alt 10.927.383 km i VI CYKLER TIL ARBEJDE.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, håber, at det bliver endnu flere i år. Han siger om årets kampagne:

- Det daglige cykeltur gør rigtig meget godt for ens livskvalitet og for vores velbefindende. Men det skal være lysten, der driver værket. Derfor sætter vi i år fokus på friheden, glæden ved at cykle og glæden ved fællesskabet med kollegerne. Og for nye cyklister også glæden ved at udfordre sig selv og prøve noget nyt. 

Konceptet er enkelt

I samler et hold af 4-16 kollegaer, tilmelder på kampagnens website www.vcta.dk, cykler på arbejde så mange dage som muligt i maj måned og registrere alle cykeldage på nettet. Jo flere dage der cykles, desto flere lodder får holdet til den store lodtrækning om rejsegavekort, cykler, miniferier og gavekort til en lang række butikker og gode oplevelser. 

- Det handler ikke om at cykle længst eller hurtigst. Alle dage på cyklen tæller uanset om man cykler kort eller langt, til bus eller tog eller blot den ene vej. VI CYKLER TIL ARBEJDE er for alle uanset, om man er debutant eller erfaren, siger Klaus Bondam.

Det koster 60 kr. pr. deltager at cykle med. Alle typer af cykler må anvendes - inklusiv el-cykler, mountainbikes og racercykler. Cyklistforbundet står bag kampagnen i samarbejde med kommuner og ITD - brancheorganisation for den danske vejtransport.

Giv virksomhedens grønne profil et tjek

Bondam opfordrer samtidig virksomheder til at bruge kampagnen som anledning til at se den grønne profil efter i sømmene. 

- Som virksomhed har man flere muligheder for at gøre det nemmere og mere attraktivt for medarbejderne at tage et sundt, grønt transportvalg. Det handler om at tilbyde ordentlige cykelforhold - fx gode steder at parkere sin cykel tæt på indgangen og gode bade- og omklædningsforhold, siger Klaus Bondam.

Præmie

VI CYKLER TIL ARBEJDE's samlede præmiepulje er på 468.000 kroner. Alle præmier kan ses på www.vcta.dk. Der er i år to hovedpræmier, som går til alle deltagere på de vindende hold: Et rejsegavekort på 10.000 kroner til Ruby Rejser og kvalitetscykler fra det danske cykelfirma SCO. Alle holdkaptajner deltager i kaptajnskonkurrencen om et 5-stjernet spa-ophold ved Flensborg Fjord.

Herning Kommunes ekstra præmie vil igen i år gå til et lokalt vinderhold, som derved får mulighed for en hyggeaften med cykelkollegaerne. Arbejder du i Herning Kommune, er der altså en ekstra god grund til at samle et VCTA cykelhold 2017.